En legende takker af i Etac
Med 32-års anciennitet i Etac har John Kristensen valgt at gå på pension. Igennem alle årene har han gjort en stor forskel for virksomheden og John er en person, der vil blive husket for altid at have gået en ekstra meter. Ingen opgave har været for stor for problemløseren over dem alle. For John er der dog aldrig tale om problemer, men udfordringer og opgaver der skal løses. Med det mindset, gode værdier og altid god for en anekdote eller to, har det været en meget stor fornøjelse at samarbejde med John, han har været en fantastisk vellidt og værdsat kollega.
John startede i Etac den 2. oktober 1990 som servicetekniker. Dengang var der 6 personer i virksomheden. Her i 2023 står der Kvalitets- og servicechef i afsendermailen i en virksomhed, der har udviklet sig betydeligt. John har været en del af Ledergruppen i Etac og haft kontakten med eksterne samarbejdspartnere, styret logistikken, kvalitetsprocesserne og samtidig været leder af service- og montageafdelingen.
Tak for den indsats du har ydet John, og det aftryk du har sat i virksomheden.
Der blev holdt afskedsreception fredag den 16. juni, og sidste officielle arbejdsdag er 14. juli.
Nu venter en ny tilværelse, hvor der helt sikkert også er fart over feltet, hvad enten turen går til udlandet, fiskerestauranten, golfbanen eller på besøg hos nogle af de mange børn og børnebørn.
En kæmpe tak for denne gang John, tak for den tid du har valgt at tilbringe i virksomheden, du vil blive savnet. Vi ønsker dig og din familie alt det bedste i fremtiden.
De bedste hilsener
Annett Axelsen Toft-Olsen
Adm. direktør